Bækkenløsning
Udtrykket “bækkenløsning” er efterhånden forældet, og meget misvisende da det kan give indtrykket af at ens bækken er løst eller ved at falde fra hinanden, hvilket kan give unødig frygt og bekymringer hos den gravide. Forskning viser ydermere at der ikke er sammenhæng imellem smerte og forøget bevægelse i bækkenets led.
Mange sundhedsfaglige kæmper for at udskifte udtrykket med “graviditets relaterede bækkensmerter” i stedet .
Desuden ses der desværre også en tendens til at denne “diagnose” gives meget ofte, og uden omhyggelig undersøgelse hvis blot man er gravid og har smerter.
Det er svært at konkludere hvor mange gravide der reelt lider af “bækkenløsning” da der ikke er fuld enighed om hvad der skal til for at stille diagnosen. Dette gælder også for de forskellige studier der har forsøgt at undersøge det. Mængden af påvirkede gravide varierer mellem 4-75%. Desværre er der også mange studier der ikke skelner mellem ryg og bækkensmerter, hvilket er med til at mudre billedet yderligere.
Men den gode nyhed er at for langt de fleste aftager smerten efter fødslen og motion kan formentlig forebygge smerterne. Desuden kan let motion såsom for eksempel svømning muligvis lindre symptomerne.
Det er helt normalt at mærke ubehag/gener omkring bækken/lænd under graviditet uden at dette behøver være hverken bækkenløsning eller grund til bekymring. Studier viser til gengæld at viden omkring smerterne kan nedsætte symptomerne. Så jeg håber dette skriv har været informativt, og givet dig ny viden og mindre grund til bekymring hvis du lider af smerter under din graviditet.
Hvis du som gravid eller generelt oplever smerter er det altid en god ide at få det undersøgt af en sundhedsprofessionel, så du kan blive informeret omkring din specifikke situation og få hjælp til at håndtere den.
Har du behov for hjælp til dine gener, øvelser eller lignende vil jeg anbefale dig at booke en tid til en undersøgelse, hvorefter vi kan lægge en plan ud fra din problematik, aktivitetsniveau og behov. Du er også altid velkommen til at skrive hvis du har spørgsmål.
kilder:
Kursus i motion og styrketræning for gravide og nybagte mødre ved Kristian Bradsted
Sundhed.dk
sst- fysisk aktivitet håndbog om forebyggelse af behandling